Long Black: Australiens bud på sort kaffe

En long black kaffe er en espressobaseret drik, der bedst af alt kan beskrives som en sort kop kaffe. Det ligger lidt i navnet, at der er tale om en lang – altså stor – og sort kop kaffe. Navnet kunne næsten få en til at tro, at det var en Lungo, der var tale om, da en Lungo er et espressoskud, der er trukket langt ud, hvorved det i brygningen af skuddet fortyndes. Men med en long black skal du altså trække et almindeligt espressoskud, der så danner base for drikken.

Long Black Kaffe

Hvordan brygger man en Long Black Kaffe?

Her vil jeg gennemgå, hvordan du brygger en long black:

  1. Fyld et glas med veltemperet vand, enten ved brug af vandudtræk på espressomaskinen eller ved en elkedel med temperatur.
  2. Kværn nu den ønskede mængde kaffe
  3. Fordel kaffen i portafilteret
  4. Tamp din kaffe – eventuelt med en kalibreret tamper
  5. Fastsæt portafilteret til bryggehovedet
  6. Placér nu glasset med vand således, at du brygger direkte ned i det.
  7. Start brygningen af dit espressoskud, til det passer dine præferencer.
  8. Nu har du en long black kaffe.

Hvad er forskellen på Long Black og Americano?

Den kaffedrik som long black læner sig allermest opad, er den såkaldte Americano. Processen er dog vendt på hovedet i forhold til brygningen, hvor du med en Americano brygger et espressoskud, som du fortynder med vand. Med en long black fylder du dit glas eller din kop med tempereret vand, hvorefter du brygger dit espressoskud ned i vandet.

En del af Australiens stolte kaffetradition

Det er ikke alle der forbinder Australien med stolte kaffetraditioner, men det bliver måske anderledes i fremtiden. I hvert fald er Flat White ved at opnå stor succes i hele verden, og hvem ved, måske kan long black også snart konkurrere med Americano. Personligt har jeg i hvert fald haft nogle af mine bedste kaffeoplevelser i Melbourne, der faktisk også var den første by til at åbne en decideret kaffebar i det enorme kængurufyldte land.