Espresso Tonic – En forfriskende kaffedrik
Vi er vant til at kaffedrikke er opkvikkende, men det er ikke alle former for kaffe, jeg vil beskrive som forfriskende. Sådan en kaffedrik er Espresso Tonic netop, og det gør den perfekt til sommerens varme dage og lange nætter. Det er også okay, hvis du nyder den resten af året.
Espresso Tonic
Opskrift: Hvordan laver man en espresso tonic?
En espresso tonic er utrolig nem at lave – til dels fordi de primære ingredienser fremgår direkte af navnet. Du kommer nemlig rigtig langt med din espresso tonic, hvis du har en tonic-vand ved hånden, og du ved hvordan du brygger et espressoskud samt har redskaberne til det.
Så hvad skal man bruge for at lave en espresso tonic?
For at brygge en espresso tonic skal du ikke bruge ret meget, som jeg kort har været inde på allerede. Det du skal bruge kan du se en oversigt over her:
- Espressoskud
- Tonic
- Isterninger
Hvad er fremgangsmetoden?
Fremgangsmetoden i forhold til, hvordan du laver din espresso tonic er næsten lige så simpel, som den indkøbsseddel du skal slæbe med i supermarkedet, når du skal handle ind til den. Der er dog ét vigtigt lille tip, som jeg synes du skal have in mente, nemlig rækkefølgen.
- Fyld isterninger i et glas
- Hæld den ønskede mængde tonic op i glasset, og sørg for at efterlade plads til dit espressoskud
- Hæld et (dobbelt)espressoskud oveni glasset
Det vigtige at bemærke her er, at du med fordel kan hælde tonic op, før du går videre til espressoen. Mange synes ellers, at det giver mere mening at starte med espressoskuddet, så man ved, hvor meget plads man har tilbage til tonic, men det er ikke uden ulemper. Hvis du sørger for at hælde det i, i den rækkefølge jeg skriver her, så får du det her lag mellem tonic’en og espressoskuddet, der ser rigtig flot ud. Rækkefølgen minder altså om den varme drik Long black kaffe, og hvis det havde været omvendt var det rettere en Americano.
Er der alkohol i en Espresso Tonic?
Som udgangspunkt er der ikke alkohol i en espresso tonic, men du kan selvfølgelig altid tilføje dine egne variationer af drinken. Bo bedre har i deres artikel skrevet, at man kan tilføje rom til drikken, mens jeg mener, at du også kan peppe den op med vodka eller kahlua, som man kender det fra den ultrapopulære espresso martini.