Ristretto – Hvad er det?

Ristretto er en intens kaffedrik, der som den eneste er mere intens i sine smagsnuancer end den verdenskendte espresso. Ristrettoen er en mindre drik end espressoen, og derfor er den også stærkere.

Hvad betyder Ristretto?

Ristretto er italiensk og betyder ’Begrænset’ på dansk, hvilket henviser til drikkens begrænsede størrelse. Et sted hvor drikken ikke er begrænset er i smagen. Ristrettoen er heller ikke nødvendigvis begrænset i mængden af kaffe, der benyttes under brygningen, hvorfor det altså er mængden af vand, der er skruet ned. Faktisk brygges ristretto oftest med blot halvt så meget vand som espressoen, hvilket kan virke vanvittigt for mange danskere, der ofte nyder større kopper kaffe, og i forvejen måske synes espressoen er for lille.

Ristretto kaffe

Hvordan brygger man en Ristretto?

Du skal naturligvis bruge en espressomaskine til at brygge en ristretto, da du trækker skuddet på samme måde, som du ville gøre det med et espressoskud. Her skal du dog sigte efter nogle andre forhold, hvor du kan gå efter ca. 8 gram kværnet kaffe ind til ca. 16 gram brygget kaffe ud. Det afgørende i ristrettoen er dog ikke, at du når disse nøjagtige mål, men nærmere at du rammer den rigtige intensitet.

Hvad er forskellen på Ristretto og espresso?

Med ristrettoen er bryggetiden kortere, og du har derved en kortere ekstraktionstid. For at sikre det bedst mulige gennemløb af kaffen, skal du dermed også have en endnu finere kværnindstilling end det gør sig gældende ved espresso, hvilket altså fejer rigtig mange kværne væk fra listen, over kværne der kan benyttes. Sørg derfor for en rigtig god kværn helt oppe i Eureka Mignon-klassen (som minimun, er jeg fristet til at sige). Har du en kværn i klasse med Niche Zero eller Eureka Single Dose, så er du helt på den sikre side. Det er vigtigt at pointere, at en Ristretto ikke bare er en lille espresso, da det er balancen mellem kaffe, vand, bryggetid og så videre, der udgør en ristretto.

Hvor har jeg nu lige hørt om den Ristretto?

Som nævnt tidligere er vi danskere ikke som udgangspunkt så vilde med de der små intense kaffedrikke. Derfor er det nok ikke gennem alment kaffebrug, at du er stødt på Ristrettoen. Men måske har du en Nespresso-maskine stående derhjemme, og har enten bevidst eller ubevidst fået slæbt nogle Ristretto-kaffekapsler med hjem. Her er det værd at nævne, at de fleste Nespresso-maskiner er indstillet med en Lungo og Espressoknap fra start, hvorfor du manuelt skal justere vandniveauet ved at holde knappen inde, hvis du f.eks. vil brygge Starbucks’ Ristretto kapsler på din maskine. Hvis du er glad for dine Ristretto-kapsler, selvom du brygger med espresso eller endda Lungo-knappen, så er der intet galt i dette, men du skal blot vide, at det ikke er en ægte Ristretto, du drikker.