Aeropress Kaffebrygger - Perfekt på farten
Aeropress er en innovativ oplevelse, der har begejstret kaffeentusiaster verden over. Det er ret forunderligt, at en bryggeenhed til et par hundrede kroner, der ikke engang kræver strøm, kan begejstre en masse mennesker, der ellers er parat til at betale tusindvis af kroner for at kunne brygge den tilsigtede kaffe. Den helt store fordel ved Aeropress er, at den fylder absolut ingenting, mens den som sagt ikke kræver strøm, hvilket gør den ideel til at tage med på vandreture, ferier og lignende, så du aldrig nogensinde behøver drikke instant kaffe igen.
Aeropress bryggesæt
Alt du skal bruge for at brygge kaffe med din aeropress er et Aeropress bryggesæt – i sådan et sæt finder du:
- Aeropress
- Papirfiltre
- Måleske
- Omrøringsske
- Doseringstragt
Hvordan brygger man kaffe på en Aeropress?
Når du brygger kaffe med en Aeropress skal du brygge 16g kaffe til 230g vand/væske. Sådan gør du:
- Vej 16g kaffe i hele kaffebønner af
- Kværn bønnerne mellemfint til fint – En Aeropress tåler finere kværn end stempelkaffe.
- Læg et papirfilter i filterholderen
- Rens det igennem med varmt vand ved at væde filteret til med vand.
- Hæld den kværnede kaffe i Aeropressen og placér denne ovenpå den kop eller kande, som du ønsker at brygge ned i.
- Placér det nu på en kaffevægt og nulstil denne
- Hæld ca. 50 gram vand på og bevæg aeropressen rundt i cirkulære bevægelser
- Når der er gået 15 sekunder, kan du hælde vand på op til de førnævnte 230g
- Når der så er gået yderligere 60 sekunder sætter du stemplet på og presser ned i en forsigtig jævn bevægelse. (Undgå at presse helt ned, da indholdet bunden kan have en bismag)
- Du skulle nu gerne stå med en dejlig kop kaffe.
Video af James Hoffmann – Fra officiel YouTube kanal
Kan man brygge espresso på en Aeropress?
Det korte svar er nej, det kan du ikke. Den kaffe du får ud, når du brygger kaffe med en Aeropress, er en form for filterkaffe. Kaffen er dog mere intens, end den kaffe du får fra en mere traditionel filterkaffebrygning eller pour over, men det er ikke nok til at falde i kategorien espresso.
Den måske bedste kaffe på farten
Hvis du er på farten, kan det være svært at få adgang til god kaffe. Det er en af de hårdeste udfordringer for mange, der har en elsket espressomaskine derhjemme, og som måske skal undvære den i flere dage. Her leverer Aeropress en god intens kop kaffe, der kan få rigtigt meget ud af kaffebønnerne. Du skal ikke være ked af at smide gode kaffebønner i en aeropress, da den sagtens kan få det bedste ud af dem. Skal du få det allerbedste ud af bønnerne med en Aeropress, så må kaffen gerne være kværnet med en god kaffekværn. Jeg anbefaler enten en manuel kaffekværn eller en Wilfa kaffekværn.
Hvem laver Aeropress?
Det er firmaet Aerobi, der laver den verdenskendte kaffebrygger Aeropress. Designet på Aeropressen er ret kantet, og måske ikke så stilet, som man kunne have ønsket sig. Men den er heller ikke sat i verden for sin æstetik – men derimod for dens praktik. Det imponerende er så, hvor god kvalitetskaffe, der kan komme ud af en opfindelse, der er sat i verden af udelukkende praktiske årsager. Nemlig at tage brygningen med på farten, rejsen, turen væk fra hjemmet.
Historien bag Aeropress
Aeropress’en er en af de seneste kaffe-innovationer inden for kategorien bryggemetoder. Den innovative bryggeenhed blev opfundet efter årtusindeskiftet i USA. Kaffebryggeren blev opfundet af serie-opfinderen Alan Adler, der også inden han bevægede sig ind i kaffe-nichen lavede opfindelser i andre kategorier, blandt andet med Aerobie-discen.
Er aeropress stempelkaffe?
Nej Aeropress er ikke det samme som stempelkaffe – som kaldes french press kaffe på engelsk. Mange vælger dog alligevel at sammenligne de to ting, måske på grund af måden hvorpå man ligesom manuelt presser vandet ned gennem den kværnede kaffe, og dermed er en del af kaffeekstraktionen. Dog benytter Aeropress et filter, hvilket ikke er tilfældet ved stempelkaffen, hvor det ligesom er det her stempel, der separerer kaffegrums og brygget kaffe. Skal processen være helt manuel, så kan du benytte en håndholdt kaffekværn, hvorved hele dit kaffe setup kan tages med på farten.
Hvad er fordelene ved at brygge på en Aeropress?
Listen af fordele er nærmest så lang, at de står i kø for at blive nævnt. En aeropress er virkelig billig, hvilket gør det næsten absurd hvor god kaffe den brygger. Derudover er den nem at pakke og tage med dig overalt, og så er den også virkelig nem at rengøre. Derudover kan du få det optimale ud af dine kaffebønner, hvad end de er friskristede eller ej.
Hvilke ulemper har en Aeropress kaffebrygger?
Af ulemper skal vi lede lidt længere, men vi kan nævne, at en Aeropress ikke er særlig effektiv til at brygge kaffe til mange mennesker. Det er en klassisk espressomaskine heller ikke, og du vil i højere grad skulle vende blikket mod stempelkaffe, pour over, filterkaffe eller lignende, hvor der brygges mange kopper ad gangen.
Skal min Aeropress gøres klar til brygning?
Som udgangspunkt er din Aeropress bryggeklar når som helst, men som jeg også har skrevet oppe i guiden, så er det altså en god idé at skylle aeropress-filteret igennem inden du brygger kaffe igennem. Det er sådan set gældende for kaffebrygning gennem filtrer generelt, da kaffefiltre har det med at give en bismag, som er uønsket i kaffen. Det gælder altså også for Aeropress, men hvis du følger guiden ovenfor, så bliver din Aeropress brygget helt perfekt, og ingen forberedelse før step 1 er nødvendig.
Kan man drikke sin kaffe umiddelbart efter brygning?
Du kan i princippet godt drikke kaffen med det samme, men ligesom jeg vil anbefale med alt andet kaffe, så vil jeg også med Aeropress-kaffe anbefale, at du lige venter et par minutter, inden du drikker kaffen. Det skyldes at smagen trænger bedst igennem ved en lidt lavere temperatur end 100 grader, da smagsløgene ellers kan blive overvældet af de høje temperaturer. Lad derfor gerne kaffen stå 2-3 minutter, efter du har presset kaffen igennem din Aeropress.